Tandkunsten – Danmarks første miljøcertificerede tandklinik

Da jeg i sommer deltog i groconsults åbent hus, mødte jeg Lise-Lotte Olsen og Anne-Mette Mathisen fra Tandkunsten. To utrolig friske og glade kvinder, som kunne prale med, at Tandkunsten er Danmarks første og indtil videre eneste miljøcertificerede tandklinik.

Som praktikant i groconsult havde jeg i november fornøjelsen af at besøge Tandkunsten i deres klinik på Østerbro. Endnu en gang oplevede jeg en utrolig gejst og et fantastisk engagement fra de to kvinder, som virkelig er blevet grebet af at tænke og handle bæredygtigt.

Lise-Lotte til venstre er tandlæge og ejer af Tandkunsten. Hendes søster til højre er Anne-Mette, som er receptionist og nu også miljøcertificeringsekspert.

“Vi ville være bedre”

Tandkunsten har i mange år været kvalitets- og hygiejnecertificeret (ISO 9001). Men de ville gerne noget mere.

Vi ville være bedre – vi ville gøre en større forskel,
forklarer Lise-Lotte og Anne-Mette, da jeg taler med dem.

Derfor spurgte de deres auditor til råds om, hvad de mere kunne gøre. Han anbefalede dem miljøcertificeringen ISO 14001.

De syntes på flere niveauer, at det var en rigtig god idé. Ud over at gøre en større forskel, var der en markedsføringsværdi i at være den første og eneste tandklinik med en miljøcertificering. Så da de havde sikret sig, at der var økonomi og ressourcer til det, gik de i gang.

Sortering og krav til leverandører

De to helt store tiltag, Tandkunsten arbejder med er:

Fokus på affaldssortering

Alt fra mad, sterile instrumenter, engangsartikler, plastik, metal, kanyler, risikoaffald m.m. bliver sorteret i deres eget oprettede sorteringssystem. Risikoaffald hentes af Vej og Park, mens resten smides i de respektive affaldsbeholdere i gården.

Større krav til leverandører

Måden Tandkunsten samarbejder med sine leverandører er lavet om. De stiller krav til dem, som de ikke har stillet før. For eksempel:

  • Siger de kun ja til vareprøver, hvis de er grønne nok.
  • Har de ophørt samarbejdet med Colgate og samarbejder i dag kun med Zendium, der har en langt grønnere profil med bl.a. svanemærket tandpasta.
  • Har de spurgt deres leverandør af sug – altså det udstyr, hvor alt mundvæsken suges op, indeholdende alt det tandlægen har brugt til behandlingen, Hvor gør I af det bagefter?
  • Stillede de skrappere krav til håndværkere og materialer, da de skulle lave nyt badeværelse på klinikken. Fx skulle toilettet selvfølgelig være vandbesparende med to skyllefunktioner.

Tandkunsten bidrager til verdensmål

Engagement hos medarbejderne

Alle medarbejdere har været involveret i processen med at blive mere grønne. Og der er ingen tvivl om, at det har gjort dem engagerede og mere bevidste om bæredygtighed. De tænker over sorteringen, stiller spørgsmål og kommer også med nye idéer.

Kan det betale sig at skylle dåsen med tun for så at smide den i metal, eller skal vi droppe at sortere dåsen?

Hvornår kan plastik sorteres? Også når det er sat sammen med pap eller indeholder metalclips?

Jo, klogere man bliver, jo sværere bliver det også. For de vil jo gerne gøre det bedre hele tiden. Den grønne tankegang har desuden bredt sig til privatlivet.

Det har kostet tid og kræfter

Den største udfordring for Tandkunsten har været, at det har taget utrolig mange timer og ressourcer. Både at få alt op at køre med certificeringen og de grønne tiltag samt vedligeholdelse og udvikling. Anne-Mette har derfor ikke kunne fortsætte med ligeså mange timer ved receptionen som tidligere. Efter at have forsøgt sig med alle mulige løsninger, har de nu ansat en ekstra receptionist 25 timer om ugen.

Næste skridt: Vedligeholdelse

Der er ingen tvivl om at arbejdet med at få certificeringen i hus, har været et kæmpe stykke arbejde. Derfor er næste skridt i første omgang ‘kun’ at sikre, at de nye grønne arbejdsgange bliver vedligeholdt. Derfor er der ikke lagt op til helt store skridt i den nærmeste fremtid. Men måske tager de nogle små skridt, som fx at kigge på, om et kalkknusersystem kan reducere deres vandforbrug.

“Og så har vi heldigvis Jette til at hjælpe os”, siger de nærmest i kor. Jette Thomsen er ejer af groconsult og har været deres rådgiver, siden de satte målet om at blive miljøcertificeret.  Jette er god til at komme med input til, hvilke grønne tiltag de yderligere kan arbejde med.

Sparring er altafgørende

Anne-Mette og Lise-Lottes gode råd til andre virksomheder, der ønsker at være mere grønne, er helt klart at finde en eller flere gode sparringspartnere. Ud over sparring med Jette, har de været glade for at være en del af GoGreen-netværket, et netværk for virksomheder, der arbejder seriøst med bæredygtighed. Det gode ved netværket er, at de mødes med ligesindede, som de kan diskutere deres idéer og udfordringer med.

Tusind tak til Lise-Lotte og Anne-Mette for deres svar på mine spørgsmål og ikke mindst deres engagement i at bidrage til en mere bæredygtig verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *