Overvejelser om niche, domænenavn og fremtidige blogindlæg

Nøj, hvor kører min hjerne på højtryk med tanker, om hvordan jeg kan bidrage med interessant og relevant viden i forhold til at gøre en forskel. Dette indlæg handler om nogle af de overvejelser, jeg har gjort mig de sidste par dage i forhold til min blog.

Blogbogen – de 6 vigtigste pointer so far

Jeg er halvvejs igennem Blogbogen af Julia Lahme, og den har indtil nu givet mig følgende pointer med på vejen – her illustreret med papir og tus:

Jeg vil ikke gennemgå alle pointer nedenfor. I stedet for vil jeg se nærmere på mine overvejelser om bloggen de seneste dage.

Min niche

Jeg har forsøgt at sætte ord på min niche. Jeg er bl.a. blevet inspireret af Benjamin Rud Elberts forklaring om at finde sin niche i en nylig artikel i Journalisten. Og så har jeg fået gode råd af Thomas Bigum – jeg er meget taknemmelig for, at han tog sig tid til at svare uddybende tilbage, da jeg stillede ham et spørgsmål pr. mail.

Jeg vil meget gerne lære FNs 17 nye verdensmål for 2030 at kende. Den viden, jeg tilegner mig, vil jeg dele her på bloggen, samtidig med at jeg vil forsøge at gøre verdensmålene mere praksisnære. Dvs. at jeg vil komme med eksempler og konkrete idéer til, hvordan vi alle kan være med til at realisere verdensmålene på en eller anden måde.

For jeg tror på, at vi alle kan være med til at gøre en forskel – både privatpersoner, organisationer, offentlige institutioner og virksomheder. Forskellen kan være stor eller lille, men vi kan alle gøre vores til at verden bliver et bedre sted at leve – også i fremtiden.

Nyt domænenavn?

Lige nu findes bloggen på mit personlige domæne lundhammershoj.dk. Jeg har haft mange overvejelser om, hvorvidt jeg skal flytte bloggen til et andet domæne, og i så fald hvilket domænenavn skal bloggen ligge på?

På den ene side vil jeg gerne blive på mit personlige domæne, fordi jeg bestemt ikke har noget imod at lægge navn til det, jeg skriver. På den anden side ville det være fedt med et domæne, der siger noget om bloggens indhold.

Indtil videre bliver den her på mit eget domæne, til jeg eventuelt finder det helt rigtige domænenavn.

Fremtidige blogindlæg

Den anden aften var jeg nødt til at stå op fra min seng igen, fordi jeg var nødt til at skrive alle mine idéer til kommende blogposts ned. I kan tro, at der er meget at glæde sig til! Her er et par af mine idéer:

  • En præsentation af FNs 17 verdensmål.
  • Danmarks handlingsplan i korte ord.
  • Indlæg hvor jeg går i dybden med hvert enkelt verdensmål og evt. også nogle af de 169 delmål krydret med eksempler fra virkeligheden og egne idéer til realisering af målene.
  • Interviews med forskellige personer, jeg mener gør en forskel, og som er med til at realisere verdensmålene i et eller andet omfang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *