LetsGo – et alternativ til egen bil

Mens jeg var i praktik hos groconsult, blev Jette delebilist. Delebilen var fra LetsGo, og den fik plads lige uden for hendes dør. Jeg fik æren af at være med på hendes første tur i bilen. Siden har jeg været nysgerrig på at vide mere om LetsGo samt fordelene ved en delebil.

Takket være en lærerig samtale med forretningsudvikler og marketingchef for private, Christian Rohmann, er jeg nu blevet klogere på LetsGo. Nedenfor kan du bl.a. læse, hvordan LetsGo adskiller sig fra andre delebilsudbydere, hvorfor de også har benzindrevne biler, og hvilken forskel de gør for miljøet og trængslen i de større byer i Danmark.

Hvem er LetsGo?

LetsGo er en non-profit organisation stiftet af Københavns Delebiler og Aarhus Delebilklub. De er ejet af en fond, der har til formål at fremme mobilitet og delebilismen i Danmark.

LetsGo har delebiler i København, Aarhus og Odense. De har 7 forskellige biltyper, man kan vælge mellem. Fx kan man vælge en elbil til bykørsel, en stationcar til sommerhusturen og en kassevogn til flytning eller den store IKEA-tur. Det er også muligt at tage en tur i en Tesla.

For at kunne bruge LetsGo’s biler, skal man være medlem. Der findes tre forskellige medlemsskaber, der afhænger af ens bilbehov. Se denne lille video om LetsGo:

Formålet med LetsGo er at give danskerne et alternativ til selv at eje en bil. Delebilsordningen er altså til dem, der til hverdag cykler eller kører med tog og bus, og som kun har brug for bil en gang imellem.

På Nørrebro og Vesterbro står 25 % af bilerne stille fra mandag til fredag. Ejerne af de stillestående biler kunne lige så godt være delebilsbrugere.

Hvorfor vælge LetsGo?

Christian gør mig klogere på forskellene mellem LetsGo og de andre delebilsudbydere som fx DriveNow og GreenMobility:

  1. LetsGo har biler til alle typer ture.
    De andre er koncepter, der kun er inde i byen – ikke en bil man fx kører til sommerhuset i.
  2. LetsGo er på timebasis.
    De andre afregner pr. minut.
  3. LetsGo har en fast plads, så du altid ved, hvor du kan hente og parkere bilen igen.
    De andre flytter sig hele tiden rundt.
  4. LetsGo’s biler kan du reservere helt op til et år i forvejen, så du ved, at den holder der, når du står med hele familien.
    De andre kan du kun reservere 15 minutter i forvejen.

Desuden er LetsGo meget lydhøre over for medlemmernes ønsker. Fx ift. hvor deres biler skal stå samt ønsker til biltyper. Et eksempel er det nye udbud af 10 nye plug-in hybrid stationcars, hvor man kan køre på el i byen og benzin på større strejkninger.

Kilde: LetsGo på Facebook.

En delebil erstatter 6 privatejede biler

Jeg spørger, hvorfor LetsGo ikke kun har elbiler, fordi jeg tænker, at det er det mest miljøvenlige. Christian forklarer mig, at elbiler er dem, der bliver brugt mindst. Elbiler er mest til hverdagsbrug i byerne, da de bl.a. er sårbare ift. opladningstid. Og LetsGo’s medlemmer bruger oftest delebilerne, når de skal på længere ture, og der er elbiler stadig ikke en god løsning.

Men selv om kun 15 % af LetsGo’s biler er med el, så viser undersøgelser, at for hver delebil, der sættes ind, erstatter det minimum 6 privatejede biler.

Kilde: LetsGo’s adventskonkurrence på Facebook

Halvdelen af LetsGo’s medlemmer ville have købt sin egen bil, hvis de ikke havde mulighed for delebil. I stedet for det scenarie har LetsGo 200 biler til deres 3500 medlemmer. Og på den måde er delebilerne stadig et miljøvenligt alternativ til at eje sin egen bil.

LetsGo hjælper socialt udsatte videre

LetsGo tager som arbejdsplads også et socialt ansvar og hjælper mennesker med en udfordret baggrund tilbage til arbejdsmarkedet. Her samarbejder de med København og Frederiksberg kommuner samt Springbræt, som er en del af en socialøkonomisk fond.

LetsGo bidrager til følgende verdensmål:

Stolte og transportbevidste medarbejdere

I følge Christian er LetsGo’s medarbejdere stolte over, at de er med til at gøre København til en bedre by.

Deres arbejde giver mening, og det løser en trængselsmæssig udfordring. Desuden bekræfter han mig i, at ingen af medarbejderne kører i bil til og fra arbejde. De er heller ikke gratis medlemmer af LetsGo, men tilknyttet ligesom almindelige medlemmer.

Største udfordring: Kendskabet til LetsGo

Da LetsGo ikke er en stor kommerciel spiller, og derfor ikke har et stort markedsføringsbudget, er kendskabet til dem, det Christian nævner, som den største udfordring.

2018: Konsolidering og øget kendskab

LetsGo har i år fået etableret 3 typer medlemsskaber i stedet for en, hvilket giver medlemmerne mere fleksibilitet. Derudover har de bl.a. fået de 10 nye plug-in hybrid biler. 2018 byder derfor primært på at konsolidere de nye tiltag samt fortsat at øge kendskabet til delebilsordningen.

LetsGo er også for virksomheder

Christians gode råd til virksomhederne er at kigge på deres transportbehov.

Måske er en delebilsordning en mulighed. Det kan fx betale sig i stedet for at betale befordringsfradrag til medarbejdere, der bruger egen bil til at komme rundt. Her er delebilen billigere og bedre for miljøet.

Tusind tak til Christian Rohmann for et spændende indblik i LetsGo’s arbejde for at mindske trængslen og CO2-udledningen i Danmarks storbyer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *