Jeg springer ud i det igen igen

Det er to år siden jeg sidst oprettede en blog på dette domæne. Den skulle handle om mine interesser inden for projektledelse, facilitering, networking m.m. Det blev til to indlæg. Tidligere har jeg forsøgt mig med en blog om samfundsansvar – jeg købte endda domænet samfundsansvar.nu, men den blog kom heller aldrig op at køre. Da jeg flyttede i hus for 4,5 år siden oprettede jeg en blog om vores renoveringsarbejde – med før og efterbilleder. Det var sjovt, mens resultaterne var tydelige, men da hverdagen gik i gang, døde bloggen igen.

Så hvorfor forsøge igen? Tja, fordi jeg synes, jeg har så meget på hjerte, som fortjener at blive delt.

Væk med perfektionismen og i gang med produktionen

Denne gang griber jeg det anderledes an. Inspireret af Thomas Bigums korte blogindlæg “Intet fortjener at være så finpoleret, at det skal stå i vejen for at gå i gang”, har jeg gemt min perfektionisme godt væk. Det er slut med at alt skal være planlagt og gennemtænkt, før jeg sender det ud til offentligheden. Pyt med, at sitet endnu ikke er perfekt. Det vigtigste er, at jeg kommer i gang med at producere.

Blogopstart

Bloggen skal først og fremmest handle om det at gøre en forskel. Men de første indlæg kommer nok til at handle om selve opstarten af denne blog. Jeg håber, at det måske kan hjælpe andre godt i gang med at blogge.

Her er hvad jeg indtil videre har gjort:

WordPress tema:

Domæne og webhotel var allerede på plads takket være mine tidligere forsøgt på at blogge. Men jeg var på udkig efter et nyt layout til mit blog – et nyt wordpress tema. Jeg har før arbejdet alt for meget med at tilpasse et tema til mine egne ønsker. Det har været rigtig svært og meget tidskrævende. Derfor søgte jeg straks inspiration i mit netværk.

Jeg kom hurtigt i tanke om Torben, som ejer Webfronten, et webbureau, der udvikler hjemmesider i wordpress. Jeg har mødt ham et par gange til Likemind, et uformelt netværk, der inviterer til kaffe og inspirerende snakke på Café Din Nye Ven den 3. fredag i hver måned. Takket være Torbens blogindlæg om Wordspress’ nye tema Twenty Seventeen, faldt mit valg på dette nye tema.

Tilpasning af billede:
Jeg kunne ikke bære, at mit side skulle have standardbilledet øverst, så jeg fandt straks et billede fra mine egne arkiver. Det blev til dette billede af Damhussøen på en smuk vinterdag. Det bliver snarest udskiftet med et andet billede, som passer mere til det som bloggen skal handle om.

Viden om blogging:
Selv om jeg har skrevet, at det ‘bare’ handler om at komme igang, så kan jeg alligevel ikke helt lide at famle mig frem. Derfor søgte jeg inspiration hos andre bloggere på Bloglovin’, hvor jeg tidligere (uden stor succes) har forsøgt at følge forskellige blogs. Her stødte jeg på Julia Lahmes blog og fandt ud af, at hun har skrevet Blogbogen – Din hands-on guide til blogging.Og hvor heldig har man lov at være!? Bogen er hjemme på det bibliotek, hvor jeg sidder og skriver.

Så når dette indlæg er udgivet, vil jeg kigge nærmere på bogen og forhåbentlig blive klogere til næste indlæg her på bloggen.

Velkommen

Velkommen til dig, som har læst med så langt – jeg håber, at du vil komme tilbage og følge med i de næste indlæg her på siden. Jeg kan mærke, at det bliver sjovt, spændende og lærerigt.

Har du gode råd eller forslag, så kontakt mig gerne på mail eller skriv en kommentar herunder.

2 Replies to “Jeg springer ud i det igen igen”

  1. Hej Tea

    Tillykke med dit nye WordPress-site og tak for at du nævner mig. Det er altid rart, når man kan være til inspiration for andre 🙂

    Hvis du vil have en masse gratis inspiration til WordPress og møde andre ligesom dig, så afholdes WordCamp Copenhagen i København (surprise!) den 27. og 28. maj. Jeg regner selv med at holde et oplæg (emne endnu ukendt), men ellers er der helt sikkert andre der gør + et rigtig godt netværk. Læs mere på https://2017.copenhagen.wordcamp.org/

    Held og lykke

    1. Tak Torben og endnu en gang tak for hjælpen til at vælge mit tema. Jeg er indtil videre meget tilfreds med det.
      Og tak for info om Wordcamp. Jeg siger bestemt ikke nej til gratis inspiration og større netværk 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *