Hvad går din flaskepant til?

Hjemme hos os har vi opgraderet vores praktiske ansvarsområder til ministerposter. Jeg er bl.a. miljøminister. Miljøministerens fineste opgaver er at sørge for, at mest muligt affald bliver sorteret, samt at flasker med pant bliver afleveret.

Jeg må desværre indrømme, at det står sløjt til med at få afleveret flasker regelmæssigt. Det er først, når der står 4-5-6 store sække med flasker i skuret, at jeg får taget mig sammen til et besøg hos pantautomaten. Men i går skete det endelig, og herunder kan du læse, hvordan jeg bidrog til hele 3 verdensmål med min flaskepant.

I går slæbte jeg 4 store sække tommer flasker og dåser ned til nærmeste supermarked. Der var pant for 272 kr. Rundt regnet svarer det til 80 store flasker og 30 dåser.

Det er meget forskelligt, hvad jeg bruger flaskepanten til, men min store interesse for at gøre verden et bedre sted at leve, har uden tvivl påvirket mig.

Pantdonation med gebyr

Mens jeg stod og så, hvordan maskinen rytmisk slugte én flaske ad gangen, kiggede jeg på billedet, der pyntede pantmaskinen. Der stod, at jeg kunne donere min pant til Fødevarebankens arbejde. Billedet virkede. Jeg besluttede at donere den første sæks penge til Fødevarebankens arbejde. Men så fik jeg læst det sidste med småt. Der stod noget med, at 10% af donationen ville gå til omkostninger forbundet med pantindsamlingen.

Julegave til en sulten mave

Nej, tænkte jeg. Så ville jeg hellere have pengene udbetalt og overføre dem til Fødevarebanken. Da jeg så stod ved kassen og ventede til det blev min tur, fik jeg øje på et postkort med en glad mand med skægstubbe og øreringe i det ene øre. ”Giv en julegave til en sulten mave”, stod der på kortet.

Jeg tog kortet, vendte det om og så, at der bag på stod Fødevarebanken. Yes, tænkte jeg. Indeni stod der: ”De 30 kr. for dette kort giver Netto ubeskåret videre til Fødevarebanken”. Så i stedet for at donere min pant direkte ved automaten og betale 10% i gebyr, købte jeg for 90 kr. postkort.

Glæden ved at glæde andre

I dag var jeg ude at handle. Uden for butikken stod en Hus Forbi-sælger. Først gik jeg bare forbi, fordi jeg vidste, at jeg ikke havde en 20’er på mig. Så kom jeg i tanke om den 100-kroneseddel, der stadig lå i min pung fra flaskepanten. Jeg vendte om. Bad om en avis, gav sælgeren 100 kr. og sagde god weekend. Jeg kiggede ham lige i øjnene og glædede mig over taknemmeligheden i hans blik, da det gik op for ham, at jeg ikke ville have byttepenge tilbage.

Flaskepant til fordel for en bedre verden

Før har jeg ofte købt slik og sodavand for flaskepanten. Eller den er indgået som betaling i det indkøb, jeg alligevel skulle foretage. Men det er slut nu. Glæden ved at glæde andre med ”gratis” penge er bare fantastisk. Med gratis mener jeg, at jeg på en eller anden måde allerede har afskrevet pengene, fordi de har stået som pant i skuret så længe.

Med verdensmålene for øje har jeg ved aflevering af pantflasker bidraget til verdensmål #12 – Ansvarligt forbrug og produktion, fordi det bl.a. omhandler genanvendelse.

Ved at give flaskepanten videre til Fødevarebankens arbejde og til en Hus Forbi-sælger, har jeg yderligere bidraget til verdensmål #1 – Afskaf fattigdom, #2 – Stop sult og igen #12 – Ansvarligt forbrug og produktion, som også omhandler madspild.

Tænk, at det er muligt at bidrage til så mange verdensmål, bare ved at returnere flasker og give pengene til andre end mig selv.

Hvad går din flaskepant til?

Ekstra fakta:
  • Hele 9 ud af 10 pantflasker kommer retur.
  • Det sparer råstoffer og skåner klimaet, når du genanvender dåser og flasker.

Læs mere på Dansk Retursystem, Fødevarebanken & Hus Forbi

Ingen har sponsoreret dette indlæg.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *