Frisør Heidi – grøn firstmover

Min frisør hedder Heidi, og det var ikke tilfældigt, da jeg i 2012 valgte hendes salon. Frisør Heidi er nemlig en grøn frisør. Jeg er simpelthen så glad for og stolt af at kende Heidi.

Heidi valgte den grønne omstilling for sin egen skyld, og hun synes ikke, det er noget særligt. Men hun har i høj grad været en firstmover inden for grøn omstilling hos små erhvervsdrivende og et forbillede for andre frisører.

Da Heidi i 1999 var gravid med sin første søn, kunne hun mærke, at al den skadelige kemi i frisørsalonen ikke var godt for hende. Derfor begyndte hun at skifte sine produkter ud med mere sunde og miljøvenlige mærker. Det var ikke helt nemt dengang.

Men det stoppede ikke der. Efterfølgende blev hun miljøcertificeret og i 2009 vandt hun 2 miljøpriser. Til at hjælpe sig, har hun siden 2007 fået støtte og hjælp fra Jette Thomsen, ejer af groconsult, som rådgiver om bæredygtig udvikling.

Det har hun gjort

Arbejdet med miljø- og sundhedsforbedringer har bl.a. ført til følgende handlinger:

  • Udskiftning til produkter, der er svanemærkede, fri for parabener, silicone, kunstige duft- og farvestoffer m.m.
  • Skift til LED-pærer og opsætning af censorer, så lyset kun er tændt, når det er nødvendigt.
  • Ændring af adfærd ift. at spare på strøm og vand.
  • Installation af vandbesparende brusehoved ved vaskestolene.

Resultater

  • Miljøvenlige produkter.
  • 70 % reduktion på elforbruget siden 2008.
  • 20 % besparelse på vandforbruget siden 2008 (sandsynligvis mere).
  • Et velduftende og godt indeklima i salonen.
  • Mere snak med kunderne om miljø og sundhed, som skaber gensidig inspiration.

Verdensmål, Frisør Heidi bidrager til

Fokus på miljø og sundhed breder sig

Når man først går i gang med at tænke på miljø og sundhed, så vokser det hos én. Hos Heidi har den grønne omstilling også haft stor indflydelse på hendes valg i privatlivet. Pga. skimmelsvamp var hendes familie pludselig nødt til at bygge et helt nyt hus. Det blev til et 0-energi-hus med jordvarme.

Børnene er desuden opdraget med at huske at slukke for lyset, og de er oven i købet vilde med at shoppe genbrug.

Knald eller fald

En af de største udfordringer for Heidi var at skulle forklare sine kunder, at de ikke længere kunne få dækket alle de grå hår så godt med den miljøvenlige hårfarve. I begyndelsen fik kunderne selv lov til at vælge:

God dækning af grå hår med hårfarve, der var sundhedsskadelig for både dem og Heidi
vs
den miljøvenlige udgave, som ikke dækkede lige så godt, men som ikke indeholdt usunde kemikalier

Heidi frygtede at hendes grønne valg ville få kunderne til at flygte. Heldigvis er det gået godt. Mange kunder roser i dag luften og lugten i salonen. Der er også flere, der vælger hende pga. hendes grønne profil, som er fremhævet på hendes hjemmeside.

Selv om Heidi ikke selv synes, hun har gjort noget særligt, så er jeg kæmpe fan af hende og hendes arbejde.

Dansk sortiment er målet

“Hvad er næste skridt?”, spørger jeg Heidi, mens hun er i fuld gang med at klippe mig. Fordi Heidi allerede har gjort så meget, har hun svært ved at se, hvad hun mere kan gøre.

Dog er der to ting, som hun vil arbejde med i fremtiden.

  1. At få så mange danskproducerede produkter på hylderne, som muligt. Derved vil CO2-udslippet ift. transport være så lavt som muligt.
  2. At reducere varmeforbruget, som er ret højt pga. gulvvarme. Det er en udfordring, da hun lejer lokalerne, og udlejeren er svær at få i tale.

Start med det simple

Heidis bedste råd til andre virksomheder, der ønsker at være mere grønne er:

Start med det simple og nære. Sluk for lyset og kaffemaskinen, spar på vandet og køb svanemærket, når det er muligt. Så skal ønsket om at være miljøvenlig og bæredygtig nok vokse sig større.

Tusind tak til Heidi Meineche for de utallige klipninger med snak om miljø og bæredygtighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *