Fairtrade Danmark

De fleste af jer kan nok genkende Fairtrade-mærket, når I ser det. Jeg husker selv mærket helt tilbage fra dengang, det hed Max Havelaar. Mærket sidder ofte på produkter som bananer, kaffe, te og kakao, Men faktisk findes der over 1.400 Fairtrade-produkter i Danmark.

Jeg har portrætteret Fairtrade Danmark, fordi jeg er kæmpe fan af deres arbejde. Hver gang jeg køber et produkt med Fairtrade-mærket, er jeg med til at forbedre løn- og arbejdsforholdene for bønder og arbejdere i Afrika, Asien og Mellem- og Sydamerika.

Derfor er jeg utrolig glad for, at kommunikationschef Louise Elver, havde tid til at gøre mig endnu klogere på Fairtrade Danmarks arbejde. Nedenfor kan du læse hvad Fairtrade Danmark egentlig laver, hvilke udfordringer de står overfor, samt hvad de har fokus på i 2018.

Hvorfor Fairtrade?

Det vi i dag kender som Fairtrade-mærket opstod i slut 80’erne under navnet Max Havelaar. Målet var helt fra starten af at forbedre arbejdsforholdene for nogle af de fattigste bønder og arbejdere i verden.

“Dem der forandrer verden, er dem der handler, ” er Fairtrades slogan i Danmark. For når du handler Fairtrade i stedet for almindelige produkter, er du direkte med til at give flere bønder og arbejdere i verdens fattigste lande en fair løn og ordentlige arbejdsvilkår.

Fairtrades organisering

Fairtrade er en global bevægelse med hovedkontor i Bonn. Organisationen er opdelt i to:

En sydvendt del, som favner alle de kooperativer, der er en del af Fairtrade-systemet. Fairtrade har 3 regionale kontorer – i Afrika, Asien og Mellem- og Sydamerika.

En nordvendt del, som består af 25-30 landekontorer i den vestlige verden. Her er der primært fokus på salg og marketing for at udbrede Fairtrade-mærket mest muligt.

Nøgletal om Fairtrade

Over 1,6 millioner bønder og arbejdere i systemet.

1.240 kooperativer og plantager.

25 % af bønderne og arbejderne er kvinder.

Mildred Rodriguez, bananarbejder i Den Dominikanske Republik, sorterer bananer. Kilde: Fairtrade Danmark. Foto: James A. Rodriguez.

Hvad laver Fairtrade Danmark?

Louise forklarer mig, at Fairtrade i Danmark har to hovedopgaver:

  1. At få flere forbrugere til at købe Fairtrade-produkter.
  2. At inspirere flere virksomheder til at handle på Fairtrade vilkår og derved få mulighed for at mærke deres produkter med Fairtrade.

Hvordan får man Fairtrade på sit produkt?

Fairtrade Danmark hjælper danske virksomheder med at få Fairtrade-mærket på deres produkter. Det kræver, at virksomheden handler på Fairtrade-vilkår, og det er noget af det, Fairtrade Danmark tjekker, når man ønsker at få mærket. Enten kan man som virksomhed hjælpe sine nuværende leverandører med at blive certificerede på Fairtrade-vilkår. Eller også kan man finde nye leverandører, som allerede er certificerede.

Verdensmål, Fairtrade bidrager til

Stort potentiale for vækst

Omkring 90 % af alle danskere kender til Fairtrade-mærket og over 1.400 produkter på det danske marked er allerede certificerede. Selv om Fairtrade i Danmark har haft vækst i mange år, så er der et meget stort potentiale for at vækste endnu mere.

“Hvis man sammenligner salg af Fairtrade-produkter i Danmark med de andre vestlige lande, ligger Danmark i midten. Fx Tyskland og Sverige har et meget større salg,” forklarer Louise.

Og det er da egentlig mærkeligt, at salget ikke er højere i Danmark, når nu både kendskab og antal af Fairtrade-produkter er højt.

Bomuldsplukker tæt ved Yelagari, Indien. Kilde: Fairtrade Danmark. Foto: Santiago Engelhardt.

Involvering er i fokus i 2018

I Fairtrades nye strategi er der sat fokus på involvering. Tidligere var der stort fokus på at synliggøre produkterne. Nu zoomer de ind på selve sagen – at handle fair og på den måde støtte nogle af de fattigste bønder i verden.

Så gennem involvering, vil Fairtrade øge forbrugernes efterspørgsel på Fairtrade-produkter. Samtidig forventer de at øge interessen for Fairtrade-mærket blandt de danske virksomheder, så endnu flere produkter på hylderne fremover bærer det blå, sorte og grønne mærke.

Kig på leverandørkæden

Louises gode råd til virksomheder, der ønsker at bidrage til FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling, er:

“En måde en virksomhed kan skrive sig ind i SDG’erne (verdensmålene) på, er at kigge på deres egen leverandørkæde. Altså fx kigge på, hvor råvarer og materialer kommer fra, hvordan de er produceret, og hvad de er lavet af. Kan leverandørkæden blive mere bæredygtig?. Her er fairtrade en af de muligheder, virksomhederne kan vælge for at bidrage til flere af verdensmålene.”

Tusind tak til Louise Elver for sin tid til at sætte mig endnu mere ind i Fairtrades arbejde. Jeg er overbevist om, at Fairtrade Danmark også vækster de kommende år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *