Egen Vinding og Datter – bæredygtigt byggeri

Takket være en anbefaling fra mit netværk, nemlig fra Camilla Nielsen-Englyst, blev jeg opmærksom på Egen Vinding og Datter. Et firma, der bygger bæredygtigt, og som har udviklet sine egne bæredygtige materialer.

Jeg havde en yderst inspirerende snak med direktøren, Lars Jørgensen om alt fra firmaets opståen og udvikling, til Det Åndbare Hus, og deres udfordringer med udbud og salg af egne materialer Læs mere herunder.

I 1980 var de 8 jævnaldrende, der gerne ville have nogle bedre arbejdspladser til sig selv. De bød ind med, hvad de kunne og fandt ud af, at de skulle arbejde med byggeri.

“Vi så, at byggeriet var totalt blottet for interesse for sundhed og miljø. Man kiggede kun på hurtighed og pris,” fortæller Lars.

Det besluttede de at lave om på, og derfor stiftede de Egen Vinding og Datter, som bygger så bæredygtigt og miljøvenligt, som muligt..

Hvad laver de?

Men hvordan er det præcis Egen Vinding og Datter bygger bæredygtigt og økologisk, og laver de mere end det? Bliv klogere her:

Bæredygtigt byggeri

Egen Vinding og Datter bygger huse, der tager hensyn til både miljø og mennesker. De bygger bl.a. ud fra cradle-to-cradle-tankegangen. Det betyder, at de bygger med materialer, som både bliver produceret så miljøvenlige som muligt, og som samtidig kan genanvendes eller indgå i naturens kredsløb efterfølgende.

Lars forklarer, at deres huse næsten ingen afgasning har i forhold til almindelige huse. Afgasning betyder, at der siver nogle gasarter ud fra de materialer og den maling, der er brugt til huset. Mens man i almindelige huse normalt kan måle 23-24 farlige stoffer, kan man i Egen Vinding og Datters huse måle 2.

Kilde: Egen Vinding og Datter

Men det har ikke været helt nemt at finde de materialer, som levede op til Egen Vinding og Datters krav til miljø og bæredygtighed. Derfor har de i løbet af årerne udviklet nogle materialer selv.

Udvikling af 4 bæredygtige materialer

Her ses de 4 materialer, Egen Vinding og Datter selv har udviklet:

Klik på billedet for detaljeret oversigt over materialerne. Kilde: Egen Vinding og Datter

Døre og vinduer der holder over 100 år.

Lars forklarer, at de var trætte af, at de ikke kunne få døre og vinduer af ordentlig kvalitet. Derfor lavede de deres egne:

“Vores døre og vinduer er dyrere end andres. Men hvis en boligforening fx skal skifte døre og vinduer, så er vores billigere, når der er gået 10-12 år. Og når der er gået 25 år, så skal et gennemsnitsvindue udskiftes. Vores holder over 100 år uden særlig meget vedligeholdelse.”

Læs mere om de enkelte materialer og se korte videoer på hjemmesiden om Det Åndbare Hus, som jeg vil beskrive nærmere herunder.

Det Åndbare Hus

Kilde: Egen Vinding og Datters Facebookside

For ca. 2,5 år siden fik Egen Vinding og Datter projektmidler til at bygge Det Åndbare Hus. Målet med projektet er at dokumentere, at de bygger huse med et godt indeklima, som samtidig er bygget på en måde, så det belaster miljøet mindst muligt.

Hør Lars fortælle om Det Åndbare Hus her:

De sidste 2 har de målt på fx afgasning og fugt. Afgasningsmålingerne er mere positive end forventet, mens fugtmålingerne er præcis, som de havde håbet og forestillet sig.

Næste skridt for Det Åndbare Hus er, at en familie skal flytte ind pr. 1. februar. De er stadig på jagt efter en familie – helst på 4 personer. Så hvis du er interesseret i at bo i huset i Ringsted, så tag endelig kontakt til Egen Vinding og Datter.

Bæredygtigt byggeri på skoleskemaet

Ud fra erfaringerne med Det Åndbare Hus er Egen Vinding og Datter også med i et undervisningsprojekt. Her udvikler de undervisningsmaterialer til en hjemmeside, hvor elever fra bl.a. tekniske skoler kan blive klogere på bæredygtigt byggeri.

Social ansvarlighed

Egen Vinding og Datter er også fokuserede på at tage et socialt ansvar. Derfor har de 4 lærlinge, hvilket er langt flere end normalen i den størrelse virksomhed. De tager også gerne flygtninge ind for at hjælpe dem godt ind på arbejdsmarkedet.

Tidligere har Egen Vinding og Datter forsøgt sig med at bygge huse af lersten i Ghana. For at få konceptet op at køre byggede de 1 klinik og 2 huse, hvorefter de gav projektet videre til en organisation. Desværre er det ikke lykkes organisationen at få projektet til at køre videre.

Egen Vinding og Datter bidrager til verdensmålene

Resultater

I løbet af de 37 år, Egen Vinding og Datter har eksisteret skyder Lars på, at de har bygget 2-300 huse. De har også mange mindre kunder, hvor de fx laver en 1. sal eller renoverer på skoler. De har mange forskellige opgaver.

Lige nu har de ca. 30 ansatte hvoraf ca. 20 er tømrere og murere. Byggeafdelingen kunne gode være større for efterspørgslen vokser. Men det er de ikke interesserede i. De ønsker at fastholde det flade hierarki, og det vil ikke være muligt, hvis de vokser sig meget større.

Kilde: Egen Vinding og Datters Facebookside

Byggebranchen er hård

“Vi er udfordret lige som alle andre virksomheder på, at byggebranchen er pissehård. Konkurrencen er så stor, at man nogle gange er nødt til at sige ja til opgaver, som man taber økonomisk på. At være i en branche, hvor det er et grundvilkår, er en udfordring.”

Således lyder det fra Lars, da jeg spørger til den største udfordring.

Lars forklarer videre om, hvordan det offentliges udbud består af en kæmpe tyk bog hver gang. Der står så meget, så det er umuligt at nå at undersøge det hele.

“Der er så mange, der laver noget sjusk i byggebranchen, og det indretter man i sine aftalesystemer. Så det kræver en akademiker for at kunne byde ind på disse aftaler.”

Vi vil sælge flere af vores materialer

Egen Vinding og Datter er håndværkere og ikke sælgere. Derfor er det en udfordring for dem at få godt gang i salget af deres egenudviklede materialer. Det vil de gerne have bedre styr på i fremtiden.

Derfor har de tilmeldt sig og investeret i projektet Grøn Vækst, hvor de bl.a. kan få hjælp til at få ordentligt gang i salget. I første omgang går de efter at få solgt mere af deres maling, fordi den er mest mainstream. Hvis det bliver en succes, kommer de andre materialer med.

Lad være med at slå jer ud af modstand

Lars’ gode råd til virksomheder, som ønsker at arbejde med miljø og bæredygtighed er:

Man kan nemt lade sig slå ud med al den modstand, man møder. Alle de certificeringer, der er lavet. De er fuldstændig umulige. Komplicerede og dyre – man giver næsten op på forhånd. Hvis man har ren mel i posen, og mener at det man gør er rigtigt, så kommer man også langt. Vi får mange kunder, fordi vi er troværdige. Man kommer langt med ærlighed, og hvis man sætter sig ordentlig ind i tingene.

Tusind tak til direktør, Lars Jørgensen, for at fortælle mig om alt det spændende arbejde, Egen Vinding laver. I er virkelig et forbillede for bæredygtigt byggeri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *