Eco Ego – gør det nemt at handle bæredygtigt

Eco Ego er en butik og webshop fyldt med grønne og bæredygtige produkter. Det er takket være Ecouture, at jeg har fået øjne op for denne spændende butik.

Efter en snak med daglig leder, Jennie Ferrara, er jeg blevet klogere på Eco Egos historie, deres produktkrav samt deres fantastiske arbejde med at udbrede kendskabet til bæredygtighed.

Hvorfor Eco Ego?

Bryan Traum har en længere historie med at arbejde med bæredygtighed. Han har arbejdet i en anden bæredygtig butik i USA, hvor han selv stammer fra. Desuden har han over 20 års erfaring med bæredygtig udvikling, både igennem sit studie og arbejde.

Hans kone er dansker, og da han i sin tid flyttede til Danmark, var han frustreret over, at han ikke kunne handle lige så bæredygtigt som i USA. ”Start din egen butik,” sagde hans kone, og det gjorde han så.

”Det er lidt sjovt med den her butik, for i virkeligheden så vi, at folk ikke købte noget som helst. Men når de nu alligevel gør, vil vi gerne have, at de skal kunne købe gode produkter”, siger Jennie.

Butik og webshop

Eco Ego har en fysisk butik i Nørre Farimagsgade samt webbutikken ecoego.dk. Alle produkter i butikken er så bæredygtige som muligt, både socialt og miljømæssigt.

Vi mener det virkelig,” siger Jennie, mens hun forklarer mig om processen med at få nye varer ind på hylderne. Det er en lang proces at opsøge, finde og godkende nye varer til butikken. Eco Ego vil nemlig være helt sikre på, at varerne lever op til deres høje krav om, at der både er taget hensyn til miljø og mennesker. Derfor vokser sortimentet meget stille.

Kilde: Eco Ego

Foredrag og konsulentbistand

En mindre del af forretningen, som de gerne vil se vokse med tiden, er udbud af foredrag, oplæg og konsulentbistand. Bryan vil meget gerne bidrage med sin store erfaring og viden inden for miljø og bæredygtighed.

Derfor yder Eco Ego konsulentbistand til virksomheder, der ønsker at være grønnere. Nogle gange kan virksomhederne foretage små justeringer, uden at det koster særlig meget. Det kan handle om at spare på energien eller kigge på, hvilke materialer man bruger.

Bryan holder også inspirationsoplæg for skoler, kommuner, erhvervsnetværk og andre interesserede.

Verdensmål Eco Ego bidrager til

At undgå greenwashing  er udfordrende

En af de helt store udfordringer er at undgå greenwashing. Dvs. at undgå at sælge produkter, som ikke lever op til deres miljøkrav. Det kan ærlig talt være meget svært at gennemskue, om et produkt virkelig er miljøvenligt, eller det bare giver sig ud for at være det.

Jennie kommer med to eksempler:

Bambustøj

Folk tror at bambustøj altid er miljøvenligt, bl.a. fordi bambus vokser så hurtigt, at det er nemt at producere. Men så enkelt er det ikke. Der findes nemlig forskellige metoder inden for produktion af bambustøj. Processen hvor man omdanner bambusfibrene til tekstil kan både ske miljøvenligt og knap så miljøvenligt. De fleste produktioner bruger rigtig meget energi og bruger  mange farlige kemikalier. Men fordi der er så få producenter der producerer bamustekstiler på en miljøvenlig måde, har Eco Ego helt fravalgt dem.

Vaskebolde

Folk spørger også tit efter vaskebolde i stedet for vaskemiddel. Men Eco Ego har endnu ikke fundet nogen, der lever op til deres krav. Vaskeboldene er eksempelvis lavet af plastik. Men hvad for noget plastik? Er det ordentligt? Og hvad indeholder de kugler, der er inde i vaskeboldene egentlig? Det har de endnu ikke kunne få klart svar på.

Mange planer for fremtiden

Eco Ego har en hel del planer for fremtiden: ”Vi er i en rivende udvikling. Vi har lige ansat 4 deltidsmedarbejdere i oktober måned. Det giver nogle nye muligheder,” fortæller Jennie glad.

Det betyder bl.a., at de er ved at omstrukturere, hvem der laver hvad.

Derudover arbejder de videre med:

  • At øge kendskabet til butikken.
  • At udbrede Bryans viden om bæredygtighed endnu mere, bl.a. via korte videoer.
  • At udvide lageret til webshoppen, ligesom de lige har udvidet butikslageret.

Gør det!

Jennies gode råd til andre virksomheder, som ønsker at bidrage til den bæredygtige udvikling er:

”Gør det! Det kræver selvfølgelig lidt forarbejde. Man skal jo have det som sin ramme. Man stiller nogle krav (ikke benspænd) op for sig selv. Og hver gang man foretager en handling, ser man om den lever op til de opstillede krav. Det er ligesom at have et par grønne briller på.”

Tusind tak til Jennie Ferrara for at give mig et spændende kig ind i Eco Egos baglokale. Held og lykke med alle de spændende planer, I har.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *